Der er en grund til, at de fleste politiske interviews i Danmark varer fire minutter: fire minutter kan sendes klokken 18.30. Men fire minutter er også præcis den længde, hvor man ikke behøver at svare på noget. Man skal bare tale, til tiden er gået.
Det, der sker efter tredive minutter, er noget andet. Man løber tør for formuleringer, man har brugt før. Man begynder at tænke, mens man taler. Og en gang imellem siger man noget, man mener, i stedet for noget, man har forberedt.
Klippet er en påstand
Når jeg klipper en samtale ned fra halvanden time til otte minutter, påstår jeg noget: at netop de otte minutter var det væsentlige. Det kan godt være rigtigt. Men ingen kan kontrollere det undtagen mig. Og jeg er part i sagen — det er mig, der sad i stolen overfor.
Derfor ligger de lange interviews uklippet. Ikke fordi alt i dem er lige interessant, for det er det ikke. Men fordi enhver, der synes, jeg har fremstillet nogen forkert, kan gå tilbage og se efter.
Hvad det koster
Det koster rækkevidde. En uklippet samtale på halvanden time bliver aldrig delt lige så meget som firs sekunder, hvor nogen ser dum ud. Det er den handel, der er lavet her.
Til gengæld har jeg endnu ikke haft en gæst, der bagefter sagde, at de var blevet klippet uretfærdigt. Det kan de ikke være. Der er ikke klippet.
Hvad jeg så gør i stedet
Jeg klipper korte klip. Men de bliver mærket som klip, og den fulde samtale ligger altid tilgængelig samme sted. Hvis et klip får nogen til at se værre ud, end de fortjener, kan man tjekke det på halvandet minut.
Det er ikke en garanti mod fejl. Det er en garanti mod skjulte fejl.